Elgiganten er Danmarks førende varehuskæde indenfor mærkevareprodukter i hjemmeelektronik og hårde-hvidevarer. Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 og havde ved årets regnskabsafslutning over 2.300 medarbejdere fordelt på 45 varehuse landet over samt en af landets største webshops på Elgiganten.dk.
Elgiganten tager socialt ansvar – en kamp mod digital eksklusion.
Teknologi har stadig større betydning i vores liv, men der er opstået en teknologisk ’klasseforskel’. Flere grupper i samfundet kan ikke følge med udviklingen. De primære årsager er alder, økonomi eller handicap og research viser, at flere frygter, at denne kløft vil blive større i fremtiden. Derfor oprettede Elgiganten i 2017 'Elgiganten Foundation'. En fond der har til formål at sætte fokus på problemet – og gøre noget ved det. Med Elgiganten Foundation får dem, der ikke kan følge med den teknologiske udvikling, adgang til teknologi og hjælpes med bedre at forstå den. Hvert år får en lang række organisationer og foreninger en håndsrækning i form af produkter, vejledning eller donationer. Det arbejde er vi ekstremt stolte af!
Fra brug-og-smid-væk til cirkulær økonomi.
Elektronikbranchen er under forandring og vi er ved at løbe tør for materialer, der indgår i produktionen af ny teknologi. Hvis vi skal have produkter at sælge i morgen, skal vi derfor reparere og genbruge den elektronik, vi sælger i dag. Vi skal fremhæve produkter med lavest energiforbrug, som påvirker miljøet mindst muligt - og vi skal hjælpe vores kunder med at træffe oplyste valg, så produkter opdateres, opgradere og repareres frem for at blive smidt i skraldespanden.
Elgiganten A/S indgår i Elkjøp Nordic-koncernen, der i regnskabsåret 2021/2022 omsatte for 48,7 milliarder norske kroner. Der er i alt 427 varehuse og ca. 11.000 medarbejdere i Norden (inklusive franchise). Alle nordiske varehuse forsynes fra det over 100.000 kvm store centrallager i Jönköping, Sverige. Elkjøp-koncernen ejes af britiske Currys plc.
Statens Serum Institut (SSI) hører under Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
SSI’s mission er:
Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
SSI består af flere afdelinger. Her kan du læse om nogle af dem:
• Infektionsberedskab
Vi har ansvaret for det danske beredskab mod smitsomme sygdomme.
Vi overvåger en lang række smitsomme sygdomme i Danmark og holder øje med udviklingen verden over via vores internationale samarbejder. På den baggrund vejleder vi sundhedspersonale om forebyggelse og behandling og rådgiver beslutningstagere i situationer, der kræver særlige tiltag, fx ved epidemier.
Vi graver et spadestik dybere for at få mere viden om en bestemt bakterie eller et virus. Det bruges fx ved fødevarebårne sygdomsudbrud og ifm diagnosticering af mere sjældne sygdomme.
Når der opstår nye eller sjældne smitsomme sygdomme, fx ebola og hiv, skal SSI sikre, at der er relevante diagnostiske analyser til rådighed for det danske sundhedsvæsen.
• Biobank & Biomarkører
Vi driver Danmarks Nationale Biobank, som indeholder flere millioner blod- og vævsprøver, der bl.a. bruges til forskning i forebyggelse, diagnostik og behandling af sygdomme.
Vi står for den nationale screening af nyfødte børn, hvor vi undersøger for 25 alvorlige sygdomme.
Vi forsker dels i biomarkører, der kan afsløre medfødte eller autoimmune sygdomme, fx hjertesygdomme, gigt og alzheimers, dels i udvikling af nye højtspecialiserede analyser inden for medfødte og immunologiske sygdomme.
• Forskning
SSI er en af Danmarks største forskningsinstitutioner på sundhedsområdet med særligt to forskningsområder i verdensklasse:
Epidemiologisk forskning – Vi analyserer registre og undersøger prøver fra biobanker for bl.a. at finde årsager til sygdomme.
Vaccineforskning – Vi forsker i vacciners virkning og udvikler nye vacciner mod bl.a. tuberkulose og klamydia.
Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) er en central indkøbsorganisation, der er sat i verden for at effektivisere og professionalisere det offentlige indkøb i Danmark. Det gør vi ved at gennemføre EU-udbud på vegne af den offentlige og halvoffentlige sektor.
Resultatet af et SKI-udbud er en såkaldt rammeaftale, der kort fortalt angiver, hvilke varer der kan købes på aftalen, på hvilke betingelser og til hvilken pris. Med den i hånden kan en offentlig indkøber bestille sine varer og være sikker på, at pligten til at sende varen i udbud er løftet.
Vores rammeaftaler dækker områderne varer, tjenesteydelser og it. Ved at bruge vores kræfter på disse områder kan den enkelte offentlige organisation bruge ressourcerne på at gå i udbud med netop deres kerneydelser, hvor fx lokalt kendskab er vigtigt.
Brugerne af SKI’s rammeaftaler kommer fra alle dele af den offentlige sektor. Såvel statslige, regionale og kommunale organisationer som halvoffentlige virksomheder.
Ejet af staten og KL
Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI) blev grundlagt i 1994 som offentligt ejet aktieselskab. Vi er ejet af staten (55 pct. af aktierne) og KL (45 pct.).
SKI er et not-for-profit-selskab. Det betyder, at vores eventuelle overskud anvendes til at udvikle flere og bedre indkøbsaftaler.